STØT OP OM DANMARKS FORSVARSVILJE OG DEN KONGELIGE LIVGARDES TRADITIONER OG VIRKE
Nordre Birks Garderforening
Som tidligere eller nuværende tjenestegørende ved Den Kongelige Livgarde kan du blive medlem af Nordre Birks Garderforening (NBG). NBG er en af flere lokale Garderforeninger, der dækker området nord for København. Er du således bosiddende i Brønshøj, Gladsaxe, Herlev, Måløv, Kirke Værløse, Smørum, Ledøje, Birkerød, Gentofte, Furesø, Rudersdal, Hørsholm eller Kongens Lyngby, er NBG din Garderforening.
NBG tæller ca. 180 medlemmer. Du deltager efter tid og behov i mange spændende aktiviteter og foredragsaftener i NBG, samt aktiviteter i samarbejde med andre Garderforeninger, og landsdækkende via De Danske Garderforeninger (DG), som er vores hovedorganisation med fælles Sekretariat på Garderkasernen i Gothersgade.
Det årlige kontingent for medlemskab af NBG er for 2026 kr. 350,00. Med virkning fra 1. januar 2027 stiger kontingentet til kr. 400,00. Kontingentet opkræves i november måned foregående år.
NBG har også en Skytteforening. Som medlem af Skytteforeningen vil du blive inviteret til skydning hver anden mandag (lige uger) i store dele af året. Skydning foregår både med gevær og pistol. Og er du interesseret i konkurrenceskydning på landsplan gennem DG, er der også mulighed herfor.

De Danske Garderforeninger
NBG er en af 69 Garderforeninger i Danmark, hvortil kommer udenlandske Garderforeninger i Australien, Canada, Storbritannien, Singapore og USA. DG tæller i alt ca. 10.000 nuværende og tidligere tjenstgørende medlemmer ved Den Kongelige Livgarde. Som medlem af NBG modtager du Garderbladet et antal gange om året, der formidler information om aktuelle emner, der vedrører vores regiment. Du får også som medlem tilgang til særlige fordelsordninger inden for forsikring og driftsudgifter på dit køretøj.
Præsidenten for DG er Brigadegeneral (pens) Lennie Fredskov Hansen

Lennie har i Forsvaret haft et alsidigt virke i såvel Danmark, bl.a. som kompagnichef og Bataljonschef ved Den Kongelige Livgarde, samt i Forsvars- og Statsministerierne, og i udlandet som Brigadegeneral og Commanding Officer for udsendte kampenheder samt som Forsvarsattache i Moskva.
Som en del af DG bidrager du med dit årlige kontingent til NBG til driften af vores fælles Sekretariat samt udgivelsen af Garderbladet. Under vores fælles motto: GARDEN BAG GARDEN, bidrager du i øvrigt til:
- gaver til Garderne, som er tjenestegørende over julen i ind- og udland
- etablering og vedligeholdelse af mindepladerne på Garderkasernen i Høvelte over sårede og faldne Gardere
- årlig kranselægning på Jægersborg Kaserne til minde om den faldne Garderrekrut, der ubevæbnet under en brandvagt blev skudt af tyskerne i 1943
- tildeling af Kongens Ur som en præstigefuld hæder til en Garder, som har udvist fremragende soldatertjeneste og godt kammeratskab
- udlevering af en Gardernål til alle Gardere
